Politi advarer mod selvtægt

MALMØ:Borgerne i Malmø skal ikke tage sagen i egen hånd og forsøge at jage den snigskytte, der gør Malmø utryg. - Det er helt forkert at tage loven i egen hånd, sagde vicepolitimester Åsa Palmqvist ved et pressemøde i Malmø mandag. Udmeldingen kommer efter rapporter i svensk presse om, at tidligere bandemedlemmer i Malmø vil opspore skytten selv. Åsa Palmqvist advarer om, at de såkaldte borgerværn, der har været spredte meldinger om, selv risikerer at blive betragtet som lovbrydere af politiet. Politiet håber på hjælp til at finde snigskytten i form af et muligt dna-spor efter et overfald på en iransk mand lørdag. Men der kan stadig gå et par uger, inden resultatet af prøven er klar./ritzau/TT