Politi advarer om falsk blikkenslager

København, onsdag /ritzau/ To gange er det lykkedes for en falsk blikkenslager at snyde gamle mennesker i Københavns nordvestkvarter. Først gik det ud over et ældre ægtepar på Ørnevej tirsdag eftermiddag, og en halv time senere en 80-årig kvinde på Frederikssundsvej. Ifølge kriminalpolitiet på Bellahøj blev manden begge steder lukket ind ved at påstå, at han var blikkenslager, og at der var vandskade hos overboen. Manden rodede lidt med vandinstallationerne, men så altså også begge steder sit snit til at hugge mindre pengebeløb, samt punge og klasselotterisedler. Han beskrives som tyrkisk eller jugoslavisk af udseende, 25-30 år og med mørk tophue. /ritzau/