Politi advarer på ny mod pirattaxaer
Aalborg og Nordjylland er fortsat plaget af folk, der kører fulde mennesker hjem i deres privatbiler
NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi går nu igen ud med en advarsel mod de såkaldte pirattaxaer.
Det sker, efter at Aalborg gennem nogen tid har været plaget af pirattaxaer, hvor borgerne risikerer at blive udsat for tyveri eller anden kriminalitet.
Typisk bliver en beruset person, der leder efter en taxa, kontaktet af ”venlige mennesker”, der tilbyder at køre den pågældende hjem.
- I forbindelse med betaling med dankort aflures pinkoden, og kortet stjæles, når man er uopmærksom i et øjeblik, hvorefter kortet i løbet af meget kort tid misbruges, indtil det bliver spærret. Derfor er vores budskab til nordjyderne: Kør aldrig med privatbiler, du ikke kender, pointerer vicepolitisinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi.
Mange misbrugte kreditkort
NORDJYSKE Stiftstidende skrev om fænomenet allerede i november 2012. Også dengang advarede politiet mod de ”flinke” mennesker i pirattaxaerne.
Det skete dengang, efter at pirattaxaerne mindst 30 gange siden sommer har narret kreditkort fra deres kunder og efterfølgende hævet mange penge på kortene.
Dengang tilsluttede formand for Aalborg Taxa, John Vanggaard, sig advarslen.
- Vi kan kun anbefale, at kunderne sikrer sig, at de kører med en autoriseret taxa. Skulle de for eksempel køre galt og en passager kommer alvorligt til skade, hvad vi naturligvis ikke håber, så har piraterne for eksempel ingen forsikring, der dækker eventuelle skader på passageren, så hold jer til de autoriserede taxaer, lød det allerede dengang fra John Vanggaard
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.