Politi affyrer skud ved EU-topmøde

Bruxelles, lørdag /ritzau/ Belgisk politi måtte lørdag trække pistoler og skyde mod en bil, der med stor fart kørte frem mod afspærringen ind til EU-topmødet i Bruxelles. I bilen sad to røvere, der lørdag morgen overfaldt en person, som var på vej på arbejde i EU. Røverne rev under overfaldet en taske til sig, og de flygtede derefter i en bil. Desværre for de to røvere havde de ikke planlagt deres flugtrute, for de kørte direkte op imod afspærringen uden for EU's Ministerråd, som er under heftig bevogtning af politifolk, der passer på EU's regeringschefer. En talsmand for politiet sagde på et pressemøde, at røverne i zigzag fortsatte fremad mod afspærringen trods det massive politiopbud, og at en betjent derefter affyrede skud mod bilen, da politiet frygtede, at det drejede sig om et terrorangreb. - De må være de dummeste tyve, der findes i Belgien, sagde talsmanden. I alt blev der affyret to skud mod bilen, hvilket fik røverne til at vende om og flygte ned ad en tilstødende gade. Politiet fandt senere en blodbestænkt bil, og på et lokalt hospital anholdt man de to røvere. Den ene var blevet ramt i armen, mens den anden var blevet såret af glassplinter./ritzau/