Politi: Alarmerende mange indbrud i Vendsyssel
Politiet beder borgerne om hjælp, og sætter samtidig ekstra ressourcer ind i kampen mod alvorlig indbrudsbølge
Opdateret 28. februar 2017 kl. 10:14
VENDSYSSEL: Indbrudsbølgen i Vendsyssel er nu så alvorlig, at Nordjyllands Politi beder borgerne om hjælp samt sætter ekstra patruljer ind i kampen mod indbrudstyvene.
I årets to første måneder er indbrudstallet i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Jammerbugt kommuner eksploderet. Især i januar var det helt galt. Her oplevede Hjørring Kommune en stigning på hele 252 procent i forhold til året før.
Og der er ingen tegn på, at indbrudstyvene har mistet modet. I løbet af februar måned rykkede tyvene fra de større byer og ud i de mindre byer, hvilket blandt andet har ført til, at Brønderslev Kommune indtil videre har oplevet en stigning på 188 procent i februar.
- I øjeblikket ser vi, at de mindre byer, der bliver ramt. Det er ganske uhørt, at vi har så mange indbrud, som vi har i øjeblikket i Vendsyssel. Det er det højeste antal i mange år, siger politikommissær Sune Myrup, Nordjyllands Politi.
Omrejsende kriminelle på spil
Politiet mener, at der er flere grupperinger på spil i øjeblikket, men ordensmagten er ikke i tvivl om, at udenlandske kriminelle har slået sig ned i Vendsyssel.
- Vi er helt overbevidste om, at mange af indbruddene er begået af omrejsende kriminelle, siger Sune Myrup.
Og indtil videre har politiet ingen spor af de mobile indbrudstyve.
- Vi skal helst fange dem på fersk gerning, for vi ved ikke hvem det er, og vi kan ikke bruge de samme efterforskningsmæssige skridt, som vi kan med herboende indbrudstyve, forklarer politikommissæren.
Beder borgere om hjælp
Derfor har Nordjyllands Politi nu taget konsekvensen af den alarmerende udvikling.
- Vi har nu afsat rigtig mange ressourcer i form af ekstra patruljer, der er målrettet til indbrudsindsatsen, siger Sune Myrup og fortsætter:
- Men vi vil også gerne have borgerne til at holde et ekstra godt øje i lokalområdet. Hvis man ser mistænkelige køretøjer eller personer, så må man meget gerne kontakte politiet, lyder opfordringen fra politikommissæren.
Stadig færre indbrud i Nordjylland
Selvom mange nordjyder i Vendsyssel i øjeblikket bliver ramt af indbrud, så er tendensen for hele Nordjylland paradoksalt den helt modsatte. I Aalborg og Himmerland falder antallet af indbrud støt, og trækker faktisk det samlede tal længere ned en det rekordlave år sidste år.
I februar blev der således begået 44 procent færre indbrud i hele Nordjyllands politikreds.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.