Politi alarmeret: Nøgen mand løb rundt i Aalborg

To personer smidt i detentionen i Aalborg for fuldskab og for at udøve vold mod dels en politimand, dels en sygeplejerske

Jens Hukiær
Foto: Torben Hansen
Kriminalitet 13. juli 2018 21:29 - Opdateret 13. juli 2018 21:35

NORDJYLLAND: Kombinationen af alkohol, varmt vejr og fredag den 13. Det skal gå galt i et vist omfang. Og det gjorde det også for to mænd i Nordjylland fredag aften.

- Vi blev ved 19.15-tiden kaldt ned til Jomfru Ane Parken i Aalborg, hvor der løb en nøgen mand rundt på gaden og var meget beruset. Han skabte sig voldsomt og ville absolut ikke følge patruljens anvisninger. Da han blev anholdt, kvitterede han med at spytte en af betjentene i ansigtet, fortæller vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Det er vold mod tjenestemand, og den 62-årige mand blev derfor pacificeret og anbragt i detentionen, hvorfra han formentlig en gang i morgen vil blive løsladt, når han har sovet sin rus ud og er blevet afhørt af politiet.

En anden også pænt beruset 40-årig mand blev på næsten samme tid anholdt på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, hvor han var kommet ind for at få hjælp, men endte med at slå ud efter en sygeplejerske.

- Det er også vold mod tjenestemand, så han blev også anholdt og anbragt i detentionen, hvor han må tilbringe natten, siger vagtchefen.

Også han vil - når han er blevet mere klar - blive afhørt af politiet og sigtet for sin voldelige optræden og derefter løsladt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...