Politi anholder mand med pistol på uddannelsescenter

En 32-årig mand udviste "mistænkelig adfærd" i Hvidovre. Han havde både pistol og ammunition.

Kriminalitet 2. maj 2018 18:36 - Opdateret 2. maj 2018 19:52

En 32-årig mand er onsdag blevet anholdt på et uddannelsescenter med en pistol og ammunition.


Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik en anmeldelse om, at en studerende på uddannelsescenteret TEC på Stamholmen i Hvidovre udviste mistænkelig adfærd, da han tilsyneladende var i besiddelse af en pistol.
Ifølge anmeldelsen udviste han dog ikke truende adfærd.
Flere patruljer fra Københavns Vestegns Politi blev sendt til TEC, hvor manden blev anholdt uden dramatik.
Det viste sig ganske rigtigt, at han var i besiddelse af både en pistol og ammunition.
- Ingen er kommet til skade, men det er klart, at vi tager sådan en anmeldelse meget alvorligt fra første færd og tager de nødvendige forholdsregler, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i pressemeddelelsen.
- Vi er nu ved at undersøge sagen og baggrunden nærmere, men indtil videre tyder intet på, at han ville anvende våbnet på stedet.
Torsdag vil den 32-årige mand, der kommer fra Rødovre, blive fremstillet i grundlovsforhør.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...