Politi beder om udlevering af Søren Kam

KØBENHAVN:Lyngby Politi har besluttet at gøre et nyt forsøg på at få udleveret Søren Kam fra Tyskland. Han er sigtet for at have dræbt en redaktør i Lundtofte for 43 år siden. - Vi er ved at sende en ny arrestordre af sted, siger politimester Arne Stevns. - Sådan som vi fortolker den nye tyske lovgivning, er der mulighed for at gøre et nyt forsøg, men det er selvfølgelig op til tyskerne i sidste ende, siger Stevns. Kravet om at få udleveret Søren Kam skyldes en lovændring, som gør, at Tyskland nu kan leve op til den europæiske arrestordre og udlevere egne statsborgere til retsforfølgelse i andre lande. Anmodningen om at udlevere Søren Kam sendes gennem Justitsministeriet, og derfor kan politimesteren ikke sige, hvornår den faktisk lander på de tyske myndigheders bord.Det er anden gang, Danmark forsøger at få den tyske statsborger, der er 84 år gammel, udleveret. Sidste sommer afviste Tyskland begæringen, fordi forfatningsdomstolen ikke tillod, at tyske statsborgere blev udleveret til andre lande, men nu er loven ændret.Under besættelsen var Søren Kam aktiv SS’er, og han deltog i en aktion, hvor redaktør Carl Henrik Clemmensen blev bortført og dræbt i Lundtofte. Siden har Kam hævdet, at det var i nødværge, at han affyrede sin pistol mod redaktøren, der blev ramt af adskillige skud. Tidligere har såvel retten i Lyngby som Østre Landsret afsagt kendelser om, at der er en begrundet mistanke om, at Søren Kam har gjort sig skyldig i manddrab. Og at der er grundlag for varetægtsfængsling. For nylig sagde offerets søn, Peter Bach, at han håbede på en hurtig ekspedition hos myndighederne.- Der er ingen af os, der vil have hævn. Vi vil bare gerne have retfærdighed, sagde sønnen. I München sagde Matthias Musiol fredag på generalstatsadvokaturens vegne, at det for øjeblikket overvejes, om Kam kan udleveres i henhold til den ny lov, som officielt trådte i kraft onsdag. Det er uklart, hvornår vurderingen er slut.- Men med den nye lov er det muligt at udlevere tyske statsborgere, når de rette forudsætninger foreligger, siger han.Kam er dansk-født, men gik efter krigen under jorden og blev i 1956 tysk statsborger. I statsborgerskabsansøgningen beskrev han drabet på Clemmensen på en måde, der senere er beskrevet af den tyske anklagemyndighed som løgnagtig.Kam erkender i dag, at han skød på Clemmensen, mens denne endnu var i live./ritzau/