Politi belastes af sjusk

Sager om borgere, der ikke får synet deres bil, fylder meget hos politiet.

Bine Martine Gori
Lokalpolitiet beretter om et hav af tilfælde, hvor bilejere udebliver fra syn. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
Biler 20. september 2011 09:20

Stadig flere borgere i Brønderslev Kommune forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til at få synet bil. Det er det indtryk, man sidder tilbage med hos Nordjyllands Politi i Brønderslev, fortæller politiassistent Frank Jensen. - Vi bruger utrolig meget tid på at ringe til folk og køre ud og klippe nummerpladerne, fortæller han ærgerligt. - Jeg synes, det er træls, at det skal tage tiden fra vigtig efterforskning, påpeger politiassistenten, der ikke forstår, hvorfor man ikke får synet bilen. - Man kan ikke påstå, at man ikke ved, at det skal gøres, for man får så mange indkaldelser i dag, påpeger han. 1000 kr. i bøde Er det af økonomiske grunde, man forsøger at trække den lidt, er der ifølge Frank Jensen absolut ingen gevinst ved at unddrage sig et syn af bilen. - Det koster 1000 kroner i bøde, forklarer han og påpeger, at bilen under alle omstændigheder skal synes. Bliver den ikke det, betyder det, at han eller hans kolleger kommer ud med knibtangen og snupper nummerpladerne - og så er der ingen kære mor. Pladerne bliver klippet Pladerne bliver klippet, uanset om man holder foran Lidl eller bliver stoppet på motorvejen, forklarer politiassistenten. Og så må man finde alternative måder at få både sig selv og bilen hjem på. - Og det koster også - så jeg kan kun anbefale, at man får synet sin bil, lyder opfordringen fyndigt fra Frank Jensen, der peger på, at man ikke må køre i bilen, når pladerne er taget af. Gør man det alligevel vanker der også en bøde for det. Bliver nummerpladerne taget, er man nødt til at investere i et nyt sæt nummerplader, inden bilen kan synes. - Det er en dyr omgang, konkluderer Frank Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...