Udland

Politi bruger tåregas i Kairo

Voldsomme uroligheder ryster en række egyptiske byer efter omstridt dekret fra præsident Mursi.

Politi bruger tåregas i Kairo

Egyptisk politi affyrer tåregas mod demonstranter nær Tahrirpladsen i Kairo, hvor mange protesterer mod præsident Mohamed Mursi, siger øjenvidner, samtidig med at der meldes om uroligheder i en række af landets byer.

Tusindvis af demonstranter på Tahrirpladsen råber taktfaste slogans mod Mursi, som de kræver går af.

Rasende demonstranter har stormet Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter i Alexandria, hvor de brænder bøger og møbler af i gaderne.

Kontorer, der tilhører Det Muslimske Broderskabs politiske fløj, er også blevet angrebet andre steder end i Alexandria og sat i brand. Det er sket i kanalbyerne Ismailiya og Port Said, siger statslige medier i Kairo.

Optøjerne kommer, efter at præsident Mursi torsdag i et kontroversielt dekret har givet sig selv vidtrækkende beføjelser og stækket det egyptiske retsvæsens magt.

Mursi er islamist med rødder i Det Muslimske Broderskab, og han siger, at dekretet gør det muligt at handle hurtigere og fremme demokratiet i Egypten.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.