Politi: Dom et nederlag til meningsdannere

Politi 20. juni 2003 08:00

København, torsdag /ritzau/ Frifindelsen i Ølby-sagen får Politiforbundet til at kritisere folketingspolitikere og andre "højtråbende meningsdannere" for uden grund at rette arrige angreb på politifolk. - Dommen i dag er heldigvis et nederlag til de få højtråbende meningsdannere, som har fået stadigt mere mikrofontid og spalteplads til at angribe vores pligt til at handle og hjælpe i ekstreme situationer, siger forbundsformand Tommy Agerskov Thomsen i en pressemeddelelse. - Jeg er slet ikke imod, at politiets magtanvendelse skal undersøges. Det skal den. Men jeg er kraftigt imod de arrige angreb, vi efterhånden oplever i hver eneste sag, hvor en politiansat har måttet gøre brug af sin handlepligt for at beskytte medborgere. Tommy Agerskov Thomsen benytter også lejligheden til at lange ud efter den radikale MF'er Elisabeth Arnold på grund af dennes udtalelser efter en skudepisode på Amager, hvor en biltyv blev dræbt. - For nylig blev vi helt urimeligt udstillet som skydegale. Endda af en såkaldt seriøs folketingspolitiker. Og hvorfor? Fordi en politimand greb ind, da en biltyv og flugtbilist kørte en sagesløs kvinde ned. Med dommen er der heldigvis taget et skridt væk fra det samfund, jeg som borger og politimand er begyndt at frygte. Et samfund, hvor politiet skal være bange for at handle, lyder det fra Tommy Agerskov Thomsen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...