Trafikulykker

Politi efterlyser vidne til alvorligt færdselsuheld

AALBORG:Aalborg Politi efterlyser et ældre ægtepar, der angiveligt har overværet den færdselsulykke i kryset Kjellerupsgade, Fynsgade, Jyllandsgade og Sønderbro i Aalborg tirsdag aften, hvor en ung kvinde kom alvorligt til skade, da hun blev påkørt. Et beboer i kvarteret har til politiet oplyst, at et ældre ægtepar kørte bagved den 53-årige invalidepensionist, der kørte den 20-årige kvinde ned og skubbede hende 21 meter foran bilen, indtil der var en jernbaneoverskæring i vejen, der bevirkede, at pigen blev kørt over af bilen og klemt fast under den. Den unge kvinde var i længere tid efter ulykken dybt bevidstløs, med mulige konsekvenser, der endnu ikke er kendt. Hun har kæbebrud, sandsynligvis bækkenbrud og omfattende tredie grads forbrændinger fra bilens udstødning. En beboer oplyser nu, at et bagved kørende ældre ægtepar standsede deres bil og stod ud af den. Den ældre kvinde skulle overfor sin mand have udtrykt højlydt undre over, hvor pigen var blevet af. Herefter satte de to sig igen, ifølge politiets vidne, ind i bilen og kørte fra ulykkesstedet. Politiet vil meget gerne i kontakt med det ældre par, der på ingen måde sættes i forbindelse med færdselsulykken. Blot er det væsentligt for politiet at få fastslået, omt den unge pige blev påkørt i fodgængerfeltet. Den 53-årige invalidepensionist påkørte kvinden, da han fra Kjellerupsgade svingede til venstre mos Fynsgade, og politiet er af den opfattelse, at påkørslen skete i fodgængerfeltet i Fynsgade.