Politi fandt narko på drengeværelser

Politi med narkohunde har foretaget ransagning hos 11 unge frederikshavnere, de fleste i alderen 15-17 år.

Razziaen foregik ved en koordineret aktion fredag. De fleste af de unge bor hos deres forældre. To steder, hvor hverken de unge eller forældrene selv var hjemme, tilkaldte politiet låsesmed for at komme ind. Kriminalinspektør Jørgen Hansen oplyser, at politiet blev klar over, at de unge var "fedtet ind" i noget efter telefonaflytning af en pusher, som har opbevaret en stor mængde narkotika. De havde alle været i kontakt med pusheren omkring det tidspunkt, da han skaffede sig af med et større kvantum. Derfor anmodede politiet om og fik ransagningskendelser til de formodede aftageres værelser. Politiet fandt narkotika hos halvdelen af dem, der havde besøg og beslaglagde både amfetamin, ecstasy og hash. En af de anholdte er en kun 15-årig dreng, som er så dybt infiltreret i narkomiljøet, at politiet overvejede at fremstille han med krav om fængsling. - Det undgik han kun på grund af sin alder, siger Jørgen Hansen. Derimod blev en 17-årig dreng lørdag fængslet, sigtet for overtrædelse af straffeloven ved opbevaring af hårde stoffer. Flere af de sigtede er tilsyneladende velfungerende unge med stabile familieforhold. - Der var forældre, som var ved at gå i bro, fordi de ikke anede, hvad deres børn var ude i, siger Jørgen Hansen. Han siger, at politiets bevidst har valgt en aktionsform med høj signalværdi. - Budskabet til de unge er, at de skal holde sig fra stofferne, hvis de vil undgå at få besøg af politiet.