Politi forbereder sig på FCK´s besøg

Trods sidste års uro satser politiet stadig på dialogen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

FCK fans raserede toiletterne. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Hærværk mod biler. Flasker kastet gennem luften. Såkaldte fodboldfans på jagt efter hinanden blandt andet i Vestbyens gader for at opnå slagsmål.

Vold mod kontrollører og dommerens trussel om at afbryde kampen, fordi udeholdets fans tændte blandt andet romerlys under kampen.

Uroen før og under superligakampen AaB mod FC København søndag 4. marts kulminerede med, at FCK-fans raserede blandt andet toiletterne i udebaneafsnittet på Aalborg Stadion, og kampen huskes i dag mere for balladen og en baneløber end for resultatet 1-1.

Søndag kommer FC Københavns superligamandskab atter på besøg i Aalborg, og med sig har de den vanlige karavane af tilhængere, hvorfor også Nordjyllands Politi har forberedt sig til superligakampen, der fløjtes i gang klokken 19.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende fredag.

Dialog er vejen frem

Strategien er en offensiv tilpasset indsats, og ligesom sidste gang betyder det, at politiet satser på dialogen med både de lokale og de gæstende fodboldfans.

- Vi vil i dialog med FCK´s fans allerede før de kommer til Aalborg. Vi tager mod dem på banegården og fortæller om vores regler i Aalborg, siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau.

Gæsterne får lov til at gå gennem byen, men med eskorte, og de ledes frem til Aalborg Stadion, hvor der vil være et sted, hvor de kan købe blandt andet øl.

Stemningen ændrede sig

Men i marts 2012 var der også en dialog med fangrupperne inden kampen, hvor der også blev anholdt personer, der kalder sig AaB-fans.

- Af en eller anden grund ændrede stemningen sig, så det, som vi ville, og det, som nogle af fangrupperne ville, ikke harmonerede. Det er ikke til at sige, hvad der gik galt, siger Marianne Vestergaard-Lau.

Ved Aalborg Stadion væltede FCK-fans et hegn og overfaldt kontrollørerne. Stemningen var så oppisket, at AaB´s kontrollører ikke ville lukke det gæstende holds fans ind på stadion.

Politi med på stadion

Omvendt var politiet ikke meget for at skulle holde styr på 300 FCK-fans uden for stadionet, så det blev aftalt med AaB´s sikkerhedschef, at FCK-tilhængerne blev lukket ind, men politiet fulgte mod sædvane med ind i udebaneafsnittet.

- Vi forventer og håber virkelig, at fansene denne gang vil koncentrere sig om fodbolden. Vi vil dialogen, men vi vil ikke have at borgere i Aalborg skal føle sig utrygge, eller opleve hærværk på deres biler, understreger politiinspektøren.

Nordjyllands Politi i løbet af søndagen vil orientere om status via sin Facebook-side og Twitter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.