Politi frygter voldtægtsmænd går fri

Chefkriminalinspektør tror, at fald i anmeldelser skyldes kvinders angst for ikke at få medhold

Antallet af kvinder, der henvender sig til skadestuen for at blive undersøgt efter en voldtægt, stiger markant i Aalborg, mens antallet af egentlige voldtægtsanmeldelser til politiet falder lige så markant. Det paradoks får chefkriminalinspektør Aage Nørgaard, Aalborg Politi, til at frygte, at en del voldtægtsmænd går helt fri, bl.a. fordi kvinderne ikke tør anmelde sagerne til politiet af frygt for ikke at få medhold. Aage Nørgaard peger på, at der har været en række sager det seneste år med falske anmeldelser for voldtægt, som fik alvorlige konsekvenser for de kvinder, der anmeldte det. Blandt andet blev en idømt en betinget fængselsstraf. - Men man skal ikke undlade at anmelde, fordi man selv frygter at blive sigtet. Hvis man er voldtaget, skal man anmelde det. Vi har en opklaringsprocent på mellem 80 og 100, når det gælder voldtægt. Så er man blevet voldtaget, kan man trygt regne med, at vi finder gerningsmanden, siger han. Gennemsnitligt en gang om ugen, kommer en kvinde ind på skadestuen i Aalborg, fordi hun føler sig udsat for voldtægt. Det er skadestuen i Aalborg, der står for retsmedicinske undersøgelser af alle voldtægtssager i Nordjylland. Over en årrække har der årligt været tale om cirka 30 sager. I år er antallet allerede nu oppe på 40 kvinder. Derimod er der samtidig tale om næsten en halvering af deciderede anmeldelser til Aalborg Politi. De foregående år har der været omkring 20 anmeldelser. For årets første ti måneder er der foreløbigt kun tale om 10. Mariann Tousgaard, souschef på skadestuen i Aalborg, har svært ved at forklare den store stigning i antallet af kvinder, der henvender sig på skadestuen. - Der kan faktisk være tale om flere voldtægter eller at flere kvinder end tidiligere henvender sig til hospitalet efter en voldtægt og ikke bare tager hjem. suzanne.tram@nordjyske.dk hans.kristensen@nordjyske.dk