Politi går i tænkeboks efter byrets afvisning af coronabøder

Københavns Byret har afgjort, at tre, der fik bøder for at bryde opholdsforbud, ikke skal betale alligevel.

Et havneområde på Islands Brygge i København var 25. april klokken 21 til og med 1. maj omfattet af et opholdsforbud, der skulle mindske smitte med coronavirus. (Arkivfoto)

Et havneområde på Islands Brygge i København var 25. april klokken 21 til og med 1. maj omfattet af et opholdsforbud, der skulle mindske smitte med coronavirus. (Arkivfoto)

KØBENHAVN K: Københavns Politi er sendt i tænkeboks, efter at tre personer mandag er blevet frifundet og ikke skal have bøder for at bryde opholdsforbuddet på Islands Brygge alligevel.

Får dommene konsekvenser for de andre, der i april fik bøder på Islands Brygge? Og vil anklagemyndigheden forsøge at få bødesagerne til landsretten?

Ind til videre må man vente på svar på disse spørgsmål.

I stedet fortæller advokaturchef Kristian Kirk fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi, at politiet skal nærlæse dommene først.

- Der er tale om ny lovgivning, og det er første gang, at sigtelser for overtrædelse af opholdsforbuddet bliver prøvet ved domstolene.

- Det har også været vigtigt for politiet at få rettens afgørelse i de her sager, og nu vil vi nærlæse dommene for at se, om det giver anledning til konsekvenser, siger Kristian Kirk i et skriftligt citat.

Det er Københavns Byret, som mandag har frifundet tre personer for at skulle betale bøder på hver 2500 kroner for at overtræde opholdsforbuddet på Islands Brygge den 26. april.

Byretten mener ikke, at der i retten er ført det fornødne bevis for, at de "kunne eller burde kunne se de opsatte skilte om opholdsforbuddet eller på anden måde burde havde været bekendt det".

De tre personer klagede over bøderne, da de mener, at skiltningen på havneområdet i København ikke var god nok.

Opholdsforbuddet blev indført i området fra 25. april klokken 21 til og med 1. maj. Det skulle forhindre, at mange mennesker samledes i området og risikerede at sprede coronasmitte.

I alt blev der rejst 30 sigtelser for at overtræde opholdsforbuddet på Islands Brygge. Det er altså tre af de sager, som retten mandag har taget stilling til.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at anke små bødesager til landsretten. Men anklagemyndigheden kan søge om en særlig tilladelse, som gives i principielle sager. Der er en frist på to uger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.