Politi: Hash motiv til drab på kendispusher

Pusher i København købte 25 kilo hash dagen før, han blev dræbt, mener politiet. Hashen var en del af motivet.

Politi: Hash motiv til drab på kendispusher

En handel med 25 kilo hash indgår som en del af forklaringen på, at den 36-årige Andreas Dybdahl i marts blev dræbt af en serie skud i København.

Det mener Københavns Politi, som nu sigter en mand for at have solgt hashen til Dybdahl og til den mand, der sidder varetægtsfængslet for drabet.

- Handlen foregik dagen før drabet, siger vicepolitikommissær Carsten Lerbjerg.

- Vi mener, at det er en del af motivet til drabet, tilføjer han.

Den anholdte er en mand på 28 år. I et grundlovsforhør i Dommervagten har han fredag nægtet at have solgt hash til Dybdahl og den anden.

Derimod skulle han købe nogle designermøbler af den mand, der sidder fængslet for drabet, og at Dybdahl skulle være mellemmand, sagde han.

En anden person har imidlertid fortalt politiet, at den 28-årige jævnligt leverede hash til Dybdahl. Dommeren har besluttet at opretholde anholdelsen i tre døgn.

Da Andreas Dybdahl om morgenen 6. marts åbnede døren til sin lejlighed på Rentemestervej, blev han ramt af en serie skud.

Det lignede en likvidering, har politiet tidligere sagt.

Forbrydelsen fik en del ekstra omtale, fordi offeret, der tidligere var dømt for handel med kokain, havde flere bekendte i musikmiljøet, heriblandt Jokeren, Remee og L.O.C.

Under retssagen mod Rigmor Zobel sagde Dybdahl, at han havde solgt kokain til hende.

Et par uger efter blev en 33-årig mand anholdt og varetægtsfængslet for drabet. Denne mand er ikke selv medlem af rockergrupper, men har ifølge politiet nære relationer til Hells Angels.

Det samme gælder dog ikke den senest anholdte mand, der altså nægter at have solgt den store portion hash til Dybdahl og den påståede drabsmand.

Politiet har dog ikke fundet de 25 kilo.

- De blev afsat samme aften, siger vicepolitikommissær Carsten Lerbjerg. Hashen er formentlig solgt i Køge, mener politiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.