Politi: Høj pris for register-modstand

En 17-årig pige, der lørdag morgen blev voldtaget i Hjørring, og andre kvinder i samme situation betaler en urimelig høj pris for, at Danmark ikke har et fuldstændigt dna-register, mener politikommissær.

- Med sådan et register ville voldtægten formentlig aldrig have fundet sted, fordi gerningsmanden ville vide, at han ikke kunne slippe ustraffet fra det. Og gjorde han det alligevel, kunne vi bare tage ud og hente ham, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Henrik Bech. Han køber ikke argumentet om, at dna-registrering af alle danskere ville være krænkende for den enkeltes personlige frihed. - Hvis man skal tale om krænkelse, så må man da sige, at den udåd, den 17-årige pige har været udsat for, virkelig er en krænkelse. Sammenlignet med det, er det en meget lille pris at være registreret med sin dna-profil, siger Henrik Bech.