Planteavl

Politi ind i sag om blokeret mark

Kommunen flytter maskine, der blokerer for adgang til mark i Lille Vildmose og sender regning til landmand

Aalborg Kommune vil nu sørge for at få flyttet den tonstunge maskine, der blokerer for adgangen til den mark, som skal retableres i Lille Vildmose. Kommunen skal have adgang til marken, fordi der skal høstes. Det skyldes, at landmand Arne Thomsen, Kongstedlund Gods, har sået i strid med Naturbeskyttelsesloven. Arne Thomsen fik et ultimatum til i går kl. 14 til at få flyttet maskinen, der forhindrer kommunens entreprenør i at udføre arbejdet. Arkitekt Anna-Lise Fruelund og en kollega fra teknisk forvaltning konstaterede ved selvsyn i går eftermiddag, at maskinen stadig stod i vejen. – Det betyder, at vi får maskinen fjernet. Vi har målt, at der kun er en passage på 3,40 meter, og det er ikke nok, når en grønthøster og andre store maskiner skal forbi, siger Anna-Lise Fruelund. Hun forventer at få en aftale i stand i dag med en entreprenør, der kan fjerne Arne Thomsens maskine. Kommunens advokat har rådet Anna-Lise Fruelund til at bede politiet om at være til stede, når det sker. Både flytningen af maskinen og retableringen af det ni hektar store område sker på Arne Thomsens regning, og den kommer formentlig til at lyde på mindst 150.000 kr. Men hans advokat Klaus Iversen har allerede varslet, at der kommer et retsligt efterspil.