Politi jager voldsmand til to overfald I Hobro

Mand tævet med koben og en anden slået ned på gaden

HOBRO: I går jagede Hobro Politi fortsat gerningsmanden til to grove overfald i weekenden i Hobro. Flere spor i sagerne betyder, at politiet ikke kan udelukker, at samme gerningsmand står bag begge overfald, selv om det skete forskellige steder. Første episode fandt sted i en lejlighed i Jernbanegade ved et-tiden natten til lørdag. Her blev der holdt privat fest, da en 21-årig mand bankede på og ønskede at være med. Beboerne kender udmærket personen, og de afviste at lukke manden ind. Han reagerede ved kort efter at vende tilbage bevæbnet med et kort koben. En 24-årig mand fra Valsgaard, der opholdt sig i lejligheden, fik et slag i ansigtet med kobenet, så at brækkede kæben, ødelagde en tand og fik to flænger i ansigtet. Politiet kender identiteten på gerningsmanden og har forgæves eftersøgt ham siden lørdag. Det andet voldsforhold har karakter af tilfældig, grov gadevold. En 37-årig mand stod ved seks-tiden lørdag morgen i gågadekrydset Adelgade/Havnegade. En yngre mand kom op til ham og nikkede ham en skalle. Ofret kom på benene igen og flygtede, men blev indhentet af gerningsmanden i smøgen i Adelgade ved Føtex. Dér fik han adskillige knytnæveslag. Politiet vil gerne tale med vidner. Voldsmanden beskrives som en yngre mand, 170-175 cm høj, spinkel og med mørkt hår. Han var iført blå joggingbukser og H2O badetøfler. Han var sammen med en yngre kvinde. Hun var iført korte, hvide benklæder og havde tatoveringer på begge underben. Hun havde en høj, brun hund med sig. - Forskellige elementer i de to voldssager gør, at vi ikke kan udelukke, at den samme person står bag dem begge, siger vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen, Hobro Politi.