Politi jagter flere tyve

{ KOLDING: Selv om det lykkedes politiet at finde de stjålne guldhorn, og to mænd blev varetægtsfængslet i går, arbejder ordensmagten stadig på højtryk i sagen om de stjålne museumsgenstande. Ifølge vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Sydøstjyllands Politi, er en og måske flere gerningsmænd fortsat på fri fod, og der arbejdes derfor stadig intenst på at finde frem til dem. - Derfor er vi fortsat meget interesserede i tip fra offentligheden, siger Peter Thaysen til Ritzau. Ifølge Peter Thaysen var det netop den massive medieopmærksomhed og de følgende tip fra offentligheden, der gjorde politiet i stand til at anholde to mænd og to kvinder tirsdag aften. En 46-årig kvinde blev anholdt på sin bopæl i den lille by Hovedgård nord for Horsens, og på loftet i hendes hus fandt politiet kopierne af guldhornene og en 9000 år gammel ravbjørn. Derudover anholdt politiet en 19-årig kvinde og kvindens 22-årige søn i huset i Hovedgård. Senere på aftenen blev en 25-årig mand anholdt i Århus. Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen, er meget glad for, at de stjålne genstande nu er fundet igen. Han erkender, at vurderingen af sikkerheden i Kongernes Jelling ikke har været god nok, og at sikkerheden nu skal revurderes. /ritzau/