EMNER

Politi kørte til knivstikkeri

En person havde fået rifter

SERRITSLEV:Politiet fik lørdag ved 11-tiden en anmeldelse om, at der var sket knivstikkeri på Hvidbakvej ved Serritslev. Det skulle være en person, der er kendt af politiet, der skulle have været på spil. Da politiet kom derud kunne det konstateres, at det ikke var så slemt som det fremgik af anmeldelsen. Der var godt nok en person, der havde fået nogle rifter. BERUSER: Politiet blev ved ét-tiden natten mellem søndag og mandag kaldt til Hegely i Hjallerup. Anmeldelsen gik på, at en dreng på 14-16 år lå meget beruset i en have. Det viste sig, at han var 17 år, næsten 18. Manden var beruset, og politiet kørte ham til hjemmet i Skørping. ASSISTANCE: En dørmand på Craizy Daizy i Nørregade i Brønderslev tilkaldte ved tretiden natten til søndag assistance fra politiet. En person, der havde forbud mod at komme på diskoteket, ville ind. Dørmanden frygtede for stor tumult, Men manden forduftede uden de store problemer. BESØG: Politiet fik en anmeldelse om, at der klokken 4.49 natten til søndag gik nogle rundt i et tomt hus på Saltumvej med lommelygter. Politiet fandt ingen personer i huset. CONTAINERBRAND: Klokken 2.24 natten til søndag udbrød der brand i en container på Brønderslev Banegård. Falck fik hurtigt slukket branden uden at der skete stor skade. Branden er påsat. HÆRVÆRK: Natten mellem lørdag og søndag blev en bil, der var parkeret i Mejerigade i Brønderslev, væltet om på siden. Det var nogle unge mænd, der var på spil. STAK AF: En bilist havde ikke spor lyst til at tale med politiet, da han ved totiden natten til lørdag påkørte en parkeret bil i Søndergade i Brønderslev. Det lykkedes dog efter en tid at få standset bilisten. Det viste sig at det var en 22-årig mand fra Lørslev, der var fradømt kørekortet, der var årsag til ulykken. Han var temmelig beruset. SPRITBILIST: Politiet standsede ved ét tiden natten til lørdag en 19-årig mand, der kørte bil, selv om han var temmelig beruset. FORULYKKEDE: Natten til fredag forulykkede en bilist i en stjålet bil i Slotsgade i Dronninglund. Manden var væk fra stedet, og derfor skønner politiet, at han ikke var kommet meget til skade. Ulykken var sket mellem midnat og klokken 13.30, da den blev anmeldt til politiet. En gadelampe var torpederet, og bilen havde kilet sig ind mellem træer.