Politi: LTF'ere ventede med maskinpistol i seks timer på offer

Ni medlemmer af banden Loyal To Familia er varetægtsfængslet for tre drabsforsøg. De nægter sig skyldige.

Ni mænd, der er medlemmer af eller har tilknytning til den nu forbudte bande Loyal To Familia, er i Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tre drabsforsøg. Ifølge politiet sad flere af mændene i en bil med maskinpistol og pistol og ventede på et navngivent offer, da de blev anholdt. (Arkivfoto)

Ni mænd, der er medlemmer af eller har tilknytning til den nu forbudte bande Loyal To Familia, er i Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tre drabsforsøg. Ifølge politiet sad flere af mændene i en bil med maskinpistol og pistol og ventede på et navngivent offer, da de blev anholdt. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:I seks timer sad en gruppe yngre mænd fra banden Loyal To Familia i en bil med maskinpistol og pistol og ventede på, at et offer skulle dukke op i Hvidovre.

Det hævder politiet i sigtelserne mændene, der drejer sig om i alt tre drabsforsøg, og som skal være begået både i Hvidovre og i Brønshøj.

De blev oplæst i et retsmøde torsdag eftermiddag i Retten på Frederiksberg. I alt er ni mænd anholdt i sagen.

Ingen skud blev løsnet i de tre påståede drabsforsøg, fremgår det.

Torsdag aften besluttede dommeren, at de alle ni skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

De nægter sig skyldige og overvejer, om de vil kære kendelsen til landsretten, oplyser specialanklager Laura Birch.

De ni blev anholdt fra onsdag aften kort før klokken 22 og frem til tre-tiden torsdag morgen. Politiet betegner dem som medlemmer af eller knyttet til LTF-banden.

Forbrydelserne indgår i en konflikt mellem LTF på den ene side og Husum-gruppen på den anden, mener politiet ifølge sigtelserne, som specialanklager Laura Birch læste højt ved grundlovsforhørets start.

I den konflikt har to yngre mænd i foråret mistet livet. Desuden har der været andre episoder, og efterforskerne mener altså, at LTF, som er blevet opløst og forbudt i henhold til Grundloven, har forsøgt at dræbe flere personer fra Husum-gruppen.

En stjålen Audi er helt central for efterforskningen. 3. april blev den brugt til et forsøg på at dræbe flere personer ved boligområdet Gadelandet i Brønshøj.

Hverken maskinpistolen og pistolen blev brugt. Bilen blev senere efterladt på en parkeringsplads på Borgmester G. Jensens Vej i Hvidovre.

Audi'en blev opdaget af politiet seks dage senere. Om betjente derefter installerede sporingsudstyr i bilen, fremgår ikke af den del af retsmødet, som holdes for åbne døre.

Mere end halvanden måned senere blev bilen igen hentet. Om aftenen 23. maj blev den kørt fra den førnævnte p-plads til Allingevej. Her blev den "serviceret", som det hedder i politiets sigtelse, så den kunne bruges til to nye drabsforsøg.

Den 25. maj om aftenen, altså i mandags, holdt flere mænd vagt i bilen på en bestemt adresse i Hvidovre. I seks timer ventede de på et navngivent offer, som dog ikke dukkede op, mener politiet.

Onsdag aften blev Audi'en igen kørt til den samme adresse og igen med en maskinpistol og en pistol. Men betjente stod klar i en storstilet anholdelsesaktion.

Sigtelsen er rejst kollektivt mod de ni anholdte.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.