Politi: Mand stak ild til ejendom og angreb anmelder med kniv

En 48-årig mand er sigtet for brandstiftelse og drabsforsøg efter dramatisk hændelse i Sønderborg.

ESBJERG:En 48-årig mand er blevet sigtet for både brandstiftelse og drabsforsøg efter en brand i Egernsund vest for Sønderborg onsdag eftermiddag.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Branden opstod i mandens lejlighed i en beboelsesejendom. Den blev opdaget af en tilfældigt forbipasserende, som ringede 112.

Det passede tilsyneladende ikke den 48-årige. Ifølge politiet gik han til angreb på anmelderen og huggede ud efter ham med en kniv.

Anmelderen blev ikke ramt, og sammen med et vidne overmandede han den 48-årige og holdt ham fast, til politiet kom. I den forbindelse kom den nu anholdte selv til skade med sine hænder.

Efter branden måtte fire personer tjekkes for røgforgiftning.

Torsdag ventes den anholdte at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Her vil anklageren bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.