Politi: Nul knive fundet er lig med stor succes

{ AALBORG: Borgernes lommer er blevet endevendt for våben i den seneste måned i Aalborg midtby, men ikke engang en lille hobbykniv blev det til. En stor succes, mener politiet. Siden 3. december har politiet haft en visitationszone, som betyder, at politiet kunne undersøge folk for våben uden konkret mistanke. I alt 78 personer har haft betjentenes fingre i inderforet, og i går kunne politiet gøre resultatet op. Et kanonslag samt otte fund af euforiserende stoffer, som hash, kokain og amfetamin. Politiet i Aalborg er godt tilfredse. - Man kan da godt indtage den holdning, at det er en fiasko, at vi ikke har fundet nogle knive. Men vi mener, at der er tale om en succes, for det viser borgerne, at der ikke er grund til at frygte, at der er mange knive i omløb i Aalborgs natteliv, siger politiinspektør Stig Lundbo. Formålet har netop været at skabe tryghed for borgerne og at forebygge overfald med knive involveret. - Vi har ikke haft et eneste overfald i december måned, hvor der har været kniv involveret, og borgerne har kunnet færdes trygt på gaden, så vi mener, at den præventive effekt er opnået, siger Stig Lundbo. Politiet i Aalborg havde sin første visitationszone i sommer efter et knivoverfald i Jomfru Ane Gade, hvor en ung mand døde.

Forsiden