Færdselsforseelser

Politi og SKAT afslørede bilister ved kontrol

Spritbilister og andre syndere i trafikken afsløret ved stor kontrol i Nordjylland torsdag aften.

Adskillige bilister gik i fælden, da Færdselsafdelingen ved Nordjyllands Politi torsdag stod bag en spritkontrol i fra kl. 13-21 i Vesthimmerland og den sydvestlige del af Vendsyssel. Kontrollen skete i et samarbejde med SKAT, der havde fokus på udenlandske biler, især fra Østeuropa. Politiet fik fat i fire spritbilister. Derudover var bilister skyldige i en række andre overtrædelser. For eksempel kørte to personer bil, selv om de havde mistet kørekortet, otte talte i mobiltelefon, og 11 personer kørte bil uden at have sikkerhedssele på. Derudover konstaterede politiet en række tekniske mangler på syv køretøjer samt en række andre mindre forseelser. Østeuropæere kontrolleres SKAT fik en snak med syv østeuropæere, der var i Danmark for at arbejde med pelsdyr, og deres forhold undersøges nu nærmere. Det samme gør sig gældende for to udenlandske håndværkere. SKAT afslørede også, at en dansk varebil blev brugt til privat kørsel, selv om den var anmeldt til ren erhvervsmæssig kørsel. Det oplyser vicepolitikommissær Lars Eriksen fra Nordjyllands Politi.