Politi over stregen

Det danske politi gik alvorligt over stregen, da det under klimatopmødet placerede unge fredelige demonstranter og tilfældigt forbipasserende i mange timer siddende, bundet med strips på den kolde asfalt.

Ulf Nielsen, Fjerritslev, mener (1.2.), at kolde bagdele var den eneste skade! Nej, Ulf Nielsen - kolde bagdele var ikke den eneste skade - hele vor almindelige tiltro til politiet tog alvorlig skade! Når almindelige fredelige demonstranter og tilfældige forbipasserende voldeligt af politimagten bliver placeret timevis på kold asfalt, passiviseret med strips, så er der noget fundamentalt galt med retssikkerheden i Danmark. Retssystemet har trods alt reageret med en dom over politiets ulovlige metoder. Din foragt for "evighedsstudenter/folketingsmedlemmer" får mig til at mindes højreorienterede, voldelige diktaturer - og ikke om et rimeligt demokratisk system, som vi på trods af, sådan nogle som dig, er mange der foretrækker. Når du og Nonbo (som jeg ikke kender) er så rørende enige om, at det er uskyldigt at lade mennesker sidde fem timer på kold asfalt, synes jeg lige, at I skulle lave en test på egne kroppe: Det er jo ikke så alvorligt at få en kold bagdel. Fem timer på en kold marts dag (svarer til december) skal I sidde med strips omkring hænderne på Torvet i Fjerritslev. Så kommer salatfadet og samler jer op, og nedgør jer godt og grundigt for, at I har tisset i bukserne mere end én gang. Efter en tur til Aalborg må I selv finde hjem, og hvis I ikke har penge til busbilletten, så er det bare ærgerligt!! Men I er jo fredelige demonstranter, som ikke har gjort andet end at demonstrere jeres holdning (i form af udtalelser og læserbrev) - men sådan behandler politiet altså fredelige demonstranter i Danmark - men mon en kold bagdel er den eneste skade?!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden