Politi på bevis-jagt i Florida

USA 18. september 2002 08:00

RINGKØBING: Politiet har fået tilladelse til at gå på jagt efter beviser i Tvind-sagen i Florida i USA, hvor Mogens Amdi Petersen og andre centrale personer skal have opholdt sig. Trods protester fra forsvarerne har Retten i Ringkøbing givet politiet lov til at gennemføre ransagninger sammen med amerikanske betjente på en af de mest mondæne adresser ved Miami, nemlig Fisher Island Club, hvor Tvind skal have rådet over en lejlighed, som har en værdi af adskillige millioner kroner. Personalet i Fisher Island Club pålægges i kendelsen at udlevere alle oplysninger vedrørende Mogens Amdi Petersen fra perioden januar 1991 og frem til i dag. Det gælder f.eks. kvitteringer, breve, kontoudtog, interne oversigter, elektroniske oplysninger, skøder og andet. Politiet tror, at papirerne kan fortælle om Amdi Petersens og andres brug af marinaen, golfbanen og om i hvilke perioder, lejlighed nr. 2, Bay View, har været beboet. Lejlighederne blev ifølge anklagemyndigheden købt for penge fra Tvinds humanitære fond. Officielt havde fonden bevilget 440.000 dollar til et miljøprojekt i Malaysia, men reelt blev pengene brugt til udbetaling på lejligheden. Det er fondens daværende formand, Bodil Ross Sørensen, som er sigtet for at have overført i alt 500.000 dollar til en anden af de sigtede, Sten Byrner, der så arrangerede købet af fast ejendom i Miami. Oplysningerne om Mogens Amdi Petersens ophold i lejligheden ønsker anklagemyndigheden at bruge som bevis for, at han har haft bestemmende indflydelse på fonden. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...