Politi retter corona-fokus på Nørrebroparken i København

Københavns Politi sætter ind over for store forsamlinger. Beredskabschef kan ikke udelukke nye opholdsforbud.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Opholdsforbud indført på Islands Brygge Københavns politi har tidligere indført opholdsforbud. Det skete på Islands Brygge i København. Håndhævelsen af dette forbud skete med politipatruljer. (Arkivfoto) Philip Davali/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:Københavns Politi vil have et skærpet fokus på områder i byen, hvor unge samles og fester. Det oplyser Københavns Politi på twitter.

Politiets nye indsats sker i forbindelse med coronavirussets fremfærd i København.

Det nuværende forsamlingsforbud dikterer, at højst 100 personer må samles.

Og særligt ved Nørrebroparken vil politiet være til stede. Her har mange unge været forsamlet i store tal.

Senest natten til lørdag var mange unge samlet i Nørrebroparken, skriver Berlingske.

Overtrædelser af coronaforanstaltninger kan medføre, at området bliver lukket helt ned.

Politiet vil være til stede i området fra sidst på eftermiddagen lørdag med en mobil politistation. Den vil forblive i området hele aften og ud på natten.

Det fortæller beredskabschef ved Københavns Politi, Peter Dahl.

- Hvis vi ser en samling, som strider mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, hvor mange mennesker, der kan være samlet, så vil det være en mulighed for os at etabler en zone med opholdsforbud.

Det er netop, hvad Københavns Politi gjorde tidligere på sommeren, da mange unge forsamlede sig ved Islands Brygge og Nordhavn.

Dengang lød bøden på 2500 kroner for at bryde politiets anvisninger.

Det vil den også komme til, hvis et opholdsforbud bliver etableret ved Nørrebroparken eller andre steder i København.

Bredskabchefen kommer med opfordring til københavnerne, som ønsker at feste.

- Spred jer nu ud og brug nogle flere af byens parker og områder, siger Peter Dahl.

Han erkender, at området omkring Nørrebroparken er svær for politiet at holde øje med. Problemet er, at mindre grupper af unge bliver samlet til større grupper over tid.

- Efterhånden som aften udvikler sig, smelter de mange grupperinger sammen. Og der begynder det at blive uansvarligt.

Også i Aalborg er politiet klar til holde øje med de unge.

Nordjyllands Politi har skrevet på sin twitterprofil, at man igen vil være til stede ved Jomfru Ane Gade.

Gaden tiltrækker mange unge med dens mange natklubber og blev ryddet natten til lørdag af Nordjyllands Politi, da der var for mange mennesker forsamlet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.