Politi sætter navn på formodede gerningsmænd

Britisk politi har anholdt to mænd i forbindelse med terroraktion og sat navn på to andre, som man eftersøger

LONDON:Britisk politi satte mandag navn på to formodede gerningsmænd til den mislykkede terroraktion i London torsdag i sidste uge. Peter Clarke fra Scotland Yard sagde, at Muktar Said-Ibrahim eller Muktar Mohammed-Said var navnet på den mand, som forsøgte at sprænge en bus i luften, mens Yassin Hassan Omar var den, som forsøgte at sprænge en bombe i en undergrundsbane. Samtidig anholdte politiet i London to andre mænd, der også er sat i forbindelse med terroraktionen. Politiet har tidligere sagt, at de leder efter fire formodede gerningsmænd i forbindelse med aktionen torsdag, og der er offentliggjort billeder af fire mistænkte personer. Drab på uskyldig Den britiske premierminister, Tony Blair, undskyldte mandag drabet på en uskyldig brasilianer i forbindelse med jagten på bombemænd. "Vi er alle desperat ulykkelige" over drabet på en uskyldig brasilianer under politiets jagt på bombemænd, sagde Blair. - Men vi er også nødt til at forstå, at politiet udøver deres arbejde under ekstremt vanskelige forhold. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi giver dem al den støtte, vi kan, sagde Blair. Den 27-årige Jean Charles de Menezes fra Brasilien blev skudt af britisk politi fredag. Under efterforskningen af terroraktionerne i London gennemførte bevæbnet politi mandag en razzia mod endnu en lejlighed i London. Politiet arbejder om kap med tiden for at finde de fire personer, som er blevet udpeget som de formodede bombemænd. Razziaen, der var rettet mod en lejlighed i det nordlige London, fandt sted mandag eftermiddag. - Bevæbnet politi deltog af sikkerhedsmæssige grunde. Der er ikke foretaget anholdelser, men ransagningerne fortsætter, sagde en talskvinde for politiet. Politiet i London afviste tidligere mandag, at de leder efter en femte bombemand i forbindelse med de fejlslagne bombeattentater sidste uge. Fundet af ueksploderet sprængstof i en park i det vestlige London har ellers ført til presseforlydender om, at de fire mænd, der anbragte bomber i tre undergrundstog og en dobbeltdækkerbus, stod i ledtog med endnu en bombemand. Disse fire menes at være identiske med de personer, der torsdag søgte at sprænge bomber i luften på undergrundsstationerne Oval, Warren Street og Shephard's Bush samt i en bus i bydelen Hackney. Avisen The Times citerede i sin mandagsudgave unavngivne politikilder for, at fundet af sprængstofferne i Wormwood Scrubs i det vestlige London kunne tyde på, at en femte bombemand er på fri fod. Bombe i park Ifølge den britiske statsradio BBC fandt en parkbetjent lørdag morgen den gennemsigtige pakke, der indeholdt en beigefarvet substans omgivet af løse søm og møtrikker. Desuden stak der ledninger ud af pakken. Politiet gennemførte søndag en kontrolleret sprængning af den formodede sømbombe. - Vi mener, at den kan have forbindelse til torsdagens bombeattentater, og den er fortsat genstand for undersøgelser, sagde polititalskvinde til AFP. Ingen personer kom til skade ved de fire bombeattentater torsdag, da sprængstofferne tilsyneladende ikke fungerede efter hensigten. Gerningsmændene flygtede fra de respektive attentatsteder, men efterlod deres rygsække med bomberne i. Ifølge The Times kan bomben i Wormwood Scrubs være blevet smidt af en mand, der havde planer om et femte bombeattentat. Pakken bar ikke præg af at være blevet gemt i parken, men så i stedet ud som om den var blevet efterladt af en, der havde travlt med at komme væk. I modsætning til terrorangrebet i London 7. juli, der kostede 56 mennesker livet, har de fejlslagne bombeattentater i torsdags efterladt ueksploderede rygsække, der har givet efterforskerne et væld af ledetråde at gå efter. Politiet var mandag i gang med at afhøre en mand, der lørdag blev anholdt ved en razzia i Stockwell-området i det sydlige London i forbindelse med terrorefterforskningen. Dagen forinden blev to andre personer anholdt ved lignende razziaer, ligeledes mistænkt for at have forbindelse til de fejlslagne bombeattentater. Falske alarmer Londons politi sagde mandag, at ingen af disse tre er blevet formelt sigtet for selve attentaterne. Dog fik politiet søndag en dommers tilladelse til at tilbageholde to af dem i 14 dage. Det var uklart, om politiet ville bede om at få fængslingen af den tredje mand forlænget. Ingen af de hidtil anholdte er identiske med de fire formodede bombemænd, politiet har offentliggjort overvågningsfotografier af. Personer, der mener at have set de eftersøgte, fortsatte mandag med at kontakte politiets særlige opkaldsnumre. I alt har politiet fået 60 af sådanne henvendelser, men de har alle været "falske alarmer", siger en politikilde til AFP. Jagten på de fire bombemænd er den største af sin slags i nyere tid i Storbritannien. - Vi mener, at de kan finde på at slå til igen. Det er derfor, at det er et kapløb med tiden, siger en polititalsmand. /ritzau/Reuters