Advokatvirksomhed

Politi skal se på dokumentfalsk

LØGSTØR: - Det er nederdrægtigt. Sådan lyder det fra advokat Uffe Bro, Løgstør, efter at advokatfirmaet har været udsat for dokumentfalsk. Sagen er den, at der i gårsdagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende var indrykket en annonce fra Retten i Fjerritslev, hvoraf det fremgår at Advokatfirmaet Bengtsson & Bro, Rådhusgade 10, Løgstør, er trådt i likvidation efter reglerne i anpartsloven om insolvent likvidation. Men Retten i Fjerritslev har for det første ikke sendt annoncen til avisen og for det andet er der tale om en solvent likvidation af det gamle anpartsselskab, som likvideres, efter at Erik Bengtsson er trådt ud af advokatfirmaet. Retten i Fjerritslev sender i dag en politianmeldelse omkring dokumentfalsk til Løgstør Politi, men Uffe Bro gør sig ikke de store forhåbninger om, at det vil lykkes for politiet at finde frem til den, der står bag den falske annonce, der er blevet sendt pr. telefax til avisen med dommer Kirk-Sørensens underskrift. - Jeg kan godt komme i tanke om nogen, som kunne have en interesse i at skade os. Og det må samtidig være folk, der kender til sådanne procedurer. Men det vil nok være svært at finde gerningsmanden bag den falske annonce, når den er sendt pr. telefax, siger Bro.lada