Politi tjekker anmeldelse om stof

Borgmesteren har fået løfte og forklaring fra politimester Søren Gade

Farsø 4. september 2002 08:00

FARSØ: Politiet i Løgstør er i færd med at undersøge den nøjagtige ordlyd, da flere lokale under Farsø-Festen anmeldte rocker-typers salg af stoffer i Farsøs midtby. Det er foreløbig, hvad borgmester H. O. A. Kjeldsen (V) har fået ud af at rejse politiets udeblivelse under hændelsen over for politimester Søren Gade. - Politimesteren beklager selvfølgelig, at det gik, som det gjorde. Men han vil gerne vide, hvad der nøjagtig er blevet sagt i telefonen, da det blev anmeldt. Derfor er man nu i gang med at undersøge det helt til bunds, beretter borgmesteren. Ingen løfter Men H. O. A. Kjeldsen blev ikke stillet forbedringer fra politiet i udsigt under mødet med politimesteren. Tværtimod. - Det er måske nyt, at det lige skete i Farsø denne gang. Men det er også noget, man ser i andre byer i politikredsen - også de små. Rockerne findes her jo ikke, men de kommer udefra - fra Simested og fra Randers - når der er fester, og de har mulighed for at sælge deres stads. Men politiet har altså også begrænsede ressourcer, og derfor når de ikke ud alle steder. Det oplever man også i de andre kommuner i politikredsen, siger Farsø-borgmesteren. Rapport fra Virenfeldt Han overrakte i øvrigt politimesteren en rapport fra hændelserne den nat, hvor stof-salget skete. Den er udarbejdet af forstanderen for Solhaven, Søren Virenfeldt, der også er formand for byrådets børne- og kulturudvalg. Han var selv med på gaden under byfesten. - Søren Virenfeldt var på banen som ved så mange andre lejligheder, når der er fester og den slags, der kunne afstedkomme sådan noget. Og han har blandt andet selv fundet ecstasy-piller og andet stads, siger H. O. A. Kjeldsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...