Tyverier

Politi trak våben mod 21-årig tyv

Skrutrækkerdrama i lejlighed

AALBORG:Betjente fra Aalborg Politi måtte søndag eftermiddag trække deres våben mod en 21-årig indbrudstyv, som var brudt ind i en ejendom med to-tre lejemål i Helgolandsgade i Aalborg. Manden truede betjentene med en skruetrækker og nægtede at lade sig anholde, men gav til sidst op og smed skruetrækkeren fra sig. Politiet blev tilkaldt ved 15.30-tiden af en genbo, som havde bemærket en mand på stedet og hørt en rude blive knust. I det samme kom en kvinde, som bor i den pågældende ejendom, hjem og parkerede sin bil, men genboen fik fat i hende og forhindrede således, at hun gik ind til tyven. - Heldigvis, må vi sige. Det er ikke til at vide, hvad der var sket, hvis hun var gået ind. Tyven var helt oppe og køre - han havde drukket øl og var muligvis også på piller, beretter vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Jens Christian Lundsteen. Da en politipatrulje ankom, fandt en betjent tyven stående bag en dør i lejligheden. I stedet for at efterkomme betjentens ordre om at lægge sig gik den 21-årige frem og truede med skruetrækkeren, som han også huggede ind i væggen. På det tidspunkt fandt betjenten det nødvendigt at trække sin pistol, og han fik kort efter opbakning af sin kollega. Jens Christian Lundsteen går ud fra, at begge betjente havde pistolen fremme. Da yderligere tre betjente ankom til ejendommen, overgav tyven sig "mere eller mindre", som vicepolitikommissæren udtrykker det. Da havde dramaet varet op imod et kvarter. I lommerne på den anholdte blev der fundet blandt andet penge og parfume, som han tilsyneladende havde fundet i ejendommen. Den 21-årige, der er særdeles godt kendt af politiet i forvejen og var på udgang fra fængslet, bliver i dag fremstillet i et grundlovsforhør. Han er sigtet for dels røveri, dels trusler mod politiet.