Narkokriminalitet

Politi udpeger narko-bagmand

Mobiltelefon ledte politiet på sporet af hashsmugler

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBÆK/HJØRRING:Politiet mener, at han er bagmanden, men den 39-årige nordmand nægter alt kendskab til smuglingen og nægter i øvrigt at udtale sig.

Den 39-årige er en af de fem nordmænd, der i byretten i Hjørring er tiltalt for smugling af 250 kilo hash - en forbrydelse, der gik galt, da politiet slog til mod smuglerne på Aalbæk Havn 6. januar sidste år.

Men anklager Mette Bendix er ikke i tvivl om den 39-åriges rolle.

Sporede telefoner

Under aktionen på Aalbæk Havn fandt politiet en mobiltelefon med numre til to andre telefoner i det lukkede netværk.

Ud fra tele- og masteoplysninger kunne politiet spore telefonerne til at være i Frederikshavn tre timer før aktionen på Aalbæk Havn, og en time før aktionen flyttede telefonerne sig syd på igen.

Det fortalte anklageren under sin procedure i byretten mandag.

En bil passede ind

- Den person, som har haft disse telefoner, er involveret i denne forbrydelse. Det ligger fast, sagde Mette Bendix.

Ud fra overvågningsfotos ved Limfjordstunnelen og Storebæltsbroen kunne politiet spore sig frem til den bil, som telefonerne var i.

- Der var kun en bil, som passerede Limfjordstunnelen både nord og syd samt Storebæltsbroen mod øst på samme tidspunkt som telefoner. Det var en BMW lejet af den 39-årige, sagde Mette Bendix i sin procedure.

Navn på lejekontrakt

Hun oplyste, at den 39-åriges navn, underskrift og kørekortnummer optrådte på lejekontrakten. Og der blev trukket penge på hans konto til betaling for billejen.

Den 39-årige blev anholdt 4. juni i et hotelværelse i Gardermoen Lufthavn i Oslo. Under en ransagning af værelset blev der fundet ni mobiltelefoner af samme mærke, som telefonen fundet på Aalbæk Havn.

- Telefonerne var mærket med en sprittusch, ligesom den på havnen, sagde anklageren.

Regnskab for udgifter

Der blev også fundet et regnskab i kalenderen for slutningen af år 2012 med en opgørelse af udgifter til leje af bil, benzin, hotel, båd, telekort og bro.

- Det var netop den type udgifter, der var nødvendig i denne smugling, sagde Mette Bendix.

Hun mener, den 39-årige har benyttet fem forskellige telefoner i de lukkede netværk.

- Og han er den eneste person, der optræder i de fire netværk, som det er lykkedes politiet at optrevle. Et tydeligt bevis på, at han har haft en afgørende rolle, sagde anklageren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst