Politi: Umuligt at holde folk væk

Politiet i Løgstør måtte have forstærkning for at holde folk væk fra brand

Politi 22. marts 2007 05:00

LØGSTØR: Selvom det væltede ud med ekstrem giftig røg fra brændende væsker, og politiet via højttalervogne beordrede folk til at holde sig væk, blev aftenens og nattens brand på LOGSTOR i Løgstør et enormt tilløbsstykke. Folk i hundredvis valfartede til Danmarksvej, hvor hele byens stolthed - den gamle rørvirksomhed - stod i lys lue. Og de rettede sig ikke efter politiets anvisninger. - Det er fuldstændig vildt, lød det fra Søren Strømgaard, der i aftes var på vagt på politistationen i Løgstør. Han kunne hurtigt se, at patruljevognen fra den lokale politistation intet kunne stille op, og han rekvirerede derfor hjælp fra kollegerne i Aalborg, der stillede med adskillige motorcykelbetjente og patruljevogne. - Man kan godt undre sig over, at folk ikke vil følge vores anvisninger, for det er noget giftigt stads, der brænder, lød det fra Søren Strømgaard, som i aftes kraftigt overvejede at tilkalde politihjemmeværnet for at holde folk væk natten igennem. Den kraftige røg lagde en tyk dyne over store del af den sydlige del af Løgstør - blandt andet på de mange campingvogne, der står hos genboen, Løgstør Caravancenter, hvis indehaver Jørn Olesen, opdagede branden. En af dem, der ikke hørte til i kategorien af nysgerrige, var direktøren på nabovirksomheden, Vest-Wood, Asbjørn Berge. Han blev først på aftenen tilkaldt af bange medarbejderne, der frygtede for, at branden ville brede sig til Vest-Wood. Vest-Woods administrationsbygning og produktionshallerne ligger få meter fra rørvirksomhedens lagerbygninger. - Heldigvis er vinden lige nøjagtig i det hjørne, som betyder, at gnisterne bliver båret væk. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis vinden var i en anden retning, lød det fra Asbjørn Berge. Sidst på aftenen var det lykkedes for brandmandskabet at stoppe ilden ved den yderste del af administrationsbygningen ud mod Danmarksvej. Det betød, at nogle af virksomhedens medarbejdere kunne komme ind i bygningen for at redde vigtige papirer og computere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...