Politi

Politi under lup efter balladefest

To unge mænd anholdt for at male graffiti på husmure i Aalborg. Politiet har angiveligt fundet beviser for et omfattende hærværk i Aalborg-området. Arkivfoto

To unge mænd anholdt for at male graffiti på husmure i Aalborg. Politiet har angiveligt fundet beviser for et omfattende hærværk i Aalborg-området. Arkivfoto

KØBENHAVN:Justitsminister Brian Mikkelsen (K) forlanger at få en forklaring på, hvorfor politiet ikke greb ind over for en gruppe unge, der begik voldsomt hærværk i det indre København i weekenden. Uroen var på forhånd annonceret på en venstreorienteret hjemmeside. Ministeren krævede søndag en hasteredegørelse fra politidirektør Hanne Bech Hansen. Den skal ligge på hans bord i løbet af mandagen, men allerede søndag indrømmede hun over for jp.dk, at forløbet var klart utilfredsstillende. Gadefest Cirka 300 unge deltog i en såkaldt gadefest i Hyskenstræde ved Strøget natten til lørdag. Meget høj technomusik drønede ud i natten under festen, hvor nogle deltagere brugte medbragte stiger for at komme op ad husmurene. Politiet var i nærheden, men greb ikke ind, da husmure blev overmalet med graffiti og ord som for eksempel "search and destroy" (søg og ødelæg). En bil blev smadret og flere ruder i butikker blev knust. Desuden blev inventar fra en butik slæbt ud på gaden og stukket i brand. Tilsyneladende overså politiet klare varsler om, hvad der var i vente, og undlod at indkalde ekstra betjente. - Noget er gået galt, har politiets informationschef Flemming Steen Munch erkendt. Allerede i onsdags blev der på den venstreorienterede nyhedsportal Modkraft annonceret uro. "Aktivister vil gøre byen til en kampzone," lød en overskrift, og nede i artiklen om weekendens "Undoing the city"-aktion kunne man læse, at der udover debatter og kulturelle arrangementer også skulle være en såkaldt "reclaim the street"-fest (generobring af gaderne). Netop denne betegnelse har i flere år været et varsel om autonomes aktioner, som er endt i ballade og hærværk. Chefpolitiinspektør Per Larsen vinker dog afværgende: - Der står jo så meget på Modkrafts hjemmeside, og vi havde ikke fået nogen sikre underretninger om, at noget ville ske, siger han til Ekstra Bladet. Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, er blandt de politikere, der er forundret over ordensmagtens passivitet. Han har bedt Politiets Efterretningstjeneste om at hjælpe det almindelige politi med at overvåge det autonome miljø. PET's opgave Den opgave har PET allerede. Men PET's chef, Jakob Scharf, ønskede i går ikke at tale med pressen og svare på, om man læste Modkrafts side på nettet og advarede Københavns Politi. Via en talsmand henviser han til PET's hjemmeside. Her kan man læse, at tjenesten interesserer sig for forskellige ekstremister og herunder også "automone og anarkister", der samles om forskellige mærkesager, og som blandt andet betjener sig af hærværk. Festivalen, som længe har haft gadefesten på programmet, har i øvrigt fået 20.000 kroner i støtte af Københavns Kommunes ungdomskulturudvalg, skriver politiken.dk. - Det er helt hen i vejret, at man bruger skatteborgernes midler til den slags, siger Dansk Folkepartis gruppeformand på rådhuset, Carl Christian Ebbesen. Formålet med festivalen var i øvrigt at protestere imod, at hovedstaden strømlines til en by forbeholdt velhavere og købestærke turister./ritzau/