Politi undersøger pilots hus i Malaysia

Myndighederne gennemsøger hus, der tilhører pilot fra forsvundet fly, siger højtstående politimand.

15. marts 2014 16:25

Nye satellitoplysninger tyder på, at et savnet passagerfly fra Malaysia Airlines med overlæg blev styret væk til en kurs, som kunne have bragt flyet til Centralasien, Thailand eller Det Indiske Ocean, siger Malaysias premierminister, Najib Razak, i en dramatisk afsløring.

Få minutter efter at den malaysiske premierminister havde fremlagt de seneste oplysninger på en pressekonference begyndte politifolk at ransage den 53-årige flykaptajns hjem for at finde eventuelle tegn på, at han selv skulle være involveret i flyets forsvinden.

Der var ingen tegn på, at den 53-årige flykaptajn, Zaharie Ahmad Shahs, eller hans andenpilot skulle have haft psykiske problemer, men det er heller ikke udelukket, at en pilot ville begå selvmord.

Politifolk ankom til flykaptajnens bolig umiddelbart efter Razaks pressekonference.

- Nye oplysninger kaster yderligere lys over, hvad der er sket med det forsvundne fly. På den baggrund har myndighederne på ny fokuseret efterforskningen på besætning og passagerer, siger Najib Razak.

- Trods medierapporter om, at flyet blev kapret vil jeg gøre det klart, at vi fortsat arbejder med alle muligheder, pointerer han.

Omkring to tredjedele af passagererne var kinesere, og det statslige nyhedsbureau Xinhua skriver i en kommentar, at oplysningerne fra Malaysia er "smerteligt forsinkede".

14 nationer har i over en uge deltaget i eftersøgningen af det savnede fly fra Malaysia Airlines.

De sidste satellitsignaler, der viser det forsvundne fly, kom mere end seks en halv time efter, at flyet forsvandt fra den civile radar 8. marts.

- Flyets bevægelser i den mellemliggende periode, hvor det skiftede retning og fløj tilbage over den malaysiske halvø mod Det Indiske Ocean, var en bevidst handling fra nogen på flyet, understreger premierministeren.

Myndighederne i Malaysia mener, at to iranere om bord med falske pas kun var illegale migranter, men CIA har sagt, at et terrorangreb ikke er udelukket.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...