Politi vil have arbejdsro i terrorsag

Ingen nye anholdelser på vej, siger kriminalinspektør

KØBENHAVN:Der er for øjeblikket ikke nye anholdelser på vej i sagen om den påståede danske terrorcelle. Kriminalinspektør Steen Skovgaard fra Glostrup Politi oplyste i går, at politiet nu "efterforsker og arbejder på sagen". - Der er ikke nye fremstillinger eller anholdelser på vej. Nu vil vi gerne have lidt arbejdsro, og der sker ikke mere i dag, sagde Steen Skovgaard søndag. Kriminalinspektøren ønsker ikke at løfte sløret for yderligere oplysninger om sagen, hvor i alt seks personer nu er fængslet. Senest fik Glostrup Politi lørdag ved et grundlovsforhør fængslet yderligere to personer i forbindelse med den terrorsag, der torsdag førte til anholdelse og senere fængsling af fire unge i København. De to unge - en mand og en kvinde - på cirka 20 år skulle egentlig slet ikke have været anholdt, men under en afhøring, som de to i øvrigt mødte frivilligt op til hos Politiet i Glostrup, kom der oplysninger frem, der gjorde, at politiet valgte også at sigte dem for medvirken til forsøg på en terroraktion. Ud over de seks fængslede i Danmark er en tyrker med bopæl i Danmark og en svensk statsborger fængslet i Bosnien. De to senest fængslede er begge muslimer og ifølge politiet stærkt religiøse. Politiet har ikke ønsket at fortælle om deres eventuelle familierelationer til de først anholdte - ud over at alle seks anholdte har relationer til hinanden på en eller anden måde. Politiet har stadig ingen idé om, hvor i Europa de seks personer med bopæl i Storkøbenhavn angiveligt havde til hensigt at begå en terrorhandling. /ritzau/