Tyverier

Politi

FALSK ALARM: En kvindes skrig fik natten til onsdag en borger i Agersted til at ringe efter politiet. Kort før klokken tre hørtes en kvinde råbe. Det viste sig dog hurtigt, at det var lykkelige omstændigheder, der var årsag til skrigene. Det var nemlig en fødende kvinde, der kort efter fødte en velskabt datter i ambulancen på vej til sygehuset. FÆRDSELSUHELD: Tirsdag morgen mistede en 28-årig kvinde fra Hirtshals herredømmet over sin bil. Hun kom kl. 7.45 kørende ad Hirtshals motorvejen mod syd. Kort efter Brønderslev S afkørselen overhalede hun et militær sættevognstog. Under overhalingen mistede hun kontrollen med bilen, snurrede rundt og ramte sættevognen. Kvinden klagede efterfølgende over smerter i nakken, mens den 45-årige chauffør af sættevognen ikke kom noget til ved sammenstødet. INDBRUD: Natten til tirsdag var der indbrud hos en frisør i Flauenskjold. Et vindue var blevet brudt op. Udbyttet fra indbruddet omfattede håndklæder og shampoo-produkter. INDBRUD: Solcentret Sunshine i Hjallerup var natten til tirsdag udsat for indbrud. Gadedøren var brudt op, og det samme var møntautomaten. Det gav et udbytte på et par hundrede kroner. Der blev desuden stjålet poser med solcreme fra en opbrudt automat. HÆRVÆRK: Politiet blev omkring kl. 2 natten til onsdag kaldt til Centralkiosken i Brønderslev. Forbipasserende havde set to-tre unge smadre fliser og kaste mod kiosken. Da patruljen nåede frem, kunne de se, at de unge uden held havde forsøgt at knuse en rude. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til de unge hærværksmænd.