Politibetjente ser stort set alt ...

Patrulje tror på flere børn i selerne

Færdselsforseelser 1. september 2005 09:17

De fleste bilister vil tænke sig lidt bedre om fra og med i dag. Og måske især når det handler om at spænde børn fast i sikkerhedsselerne. Det mener to af dem, der til daglig har den tætteste kontakt til lovbryderne i Aalborg og omegn - politiassistenterne Heidi Nielsen og Claus Skovfoged, som er vant til at spotte en færdselsforseelse på lang afstand fra deres patruljevogn. På tærsklen til de nye lovtider har NORDJYSKE været med på en times patrulje med makkerparret, og det fremgår hurtigt, at listen over klippekorts-forseelserne allerede stort set er indkodet i betjentenes bevidsthed. Det betyder dog ikke, at de nu vil gå specielt målrettet efter at finde forseelser, der medfører et klip. - Lovændringen får ikke den store betydning for vores job. Vi vil stadig påtale og skrive de overtrædelser, vi ser. Men for det administrative arbejde på politigården vil det betyde en del, bemærker Claus Skovfoged. I løbet af vores patruljetur holder både han og Heidi Nielsen konstant øje med alt, der bevæger sig uden for politibilens ruder, og de opfanger situationer, som journalist og fotograf ikke har set skyggen af. For eksempel da en gul Golf passerer os i modsat retning på Hobrovej i Skalborg. Claus Skovfoged får hurtigt vendt patruljevognen og kan oplyse, at Golf-bilisten talte i håndholdt mobiltelefon, og at han vist nok heller ikke havde sele på. Vi indhenter Golf'en, da den er drejet ud på motorvejen, men nu taler føreren ikke mere i telefon, og iøvrigt har han sele på, konstaterer Claus Skovfogeds skarpe blik. Alle kører ordentligt I jagten på mere klokkeklare overtrædelser af færdselsloven lader betjentene føreren slippe, men tilsyneladende er vores patruljetur faldet på en formiddag, hvor alle kører ordentligt: Efter en times tid er ingen blevet stoppet, og Claus Skovfoged må konstatere, at alle endda har selen på. Men kort efter er der bid: Mens vi holder på Sønderbro for at dreje til venstre, opfanger begge betjente en bilist, der fortsætter lige ud mod Jyllandsgade/Fyensgade. Patruljebilen opgiver venstresvinget og sætter efter manden, mens vi får endnu et eksempel på, at politiøjne virker særdeles godt: - Han tog selen på, da han opdagede os, men nu standser vi ham lige og får en snak. Han har også en højre forlygte, hvor nærlyset et gået i stykker, fortæller Claus Skovfoged de imponerede bagsædepassagerer. Kort efter er selesnyderen bragt til standsning med et kort sirenehyl, og Heidi Nielsen hopper ud og præsenterer ham for et bødeforlæg. Vores rundtur med patruljen kaster ikke yderligere lovovertrædelser af sig, og vi får altså ikke set noget, som efter de nye regler vil udløse et klip i kørekortet. Claus Skovfoged og Heidi Nielsen er dog ikke i tvivl om, at de i den kommende tid vil standse en hel del bilister, som får den nye lov at føle. Som nævnt har betjentene ikke mindst store forventninger til loven, når det handler om at begrænse antallet af børn, der ikke er i sikkerhedssele. - Jeg tror, at det med fastspændte børn et det punkt, som folk vil tænke mest over. Indtil nu har de nok tænkt lidt på den måde, at "vi skal bare lige i børnehaven, eller vi skal bare lige ned og købe ind". De tænker ikke så meget på børnenes sikkerhed, før det er gået galt, men det vil de måske komme til nu, hvor det kan give en betinget frakendelse af førerretten, konstaterer Claus Skovfoged.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...