Tyverier

Politibil forulykkede i biljagt

Den ene af to 16-årige drenge i en stjålet bil slap i aftes væk fra en politipatrulje fra Hobro.

De to store drenge fra Aalestrup var på vej sydover ad Hovedvej 13, hvor flere patruljevogne jagtede dem. Kort før Testrup efterlod de den stjålne VW Polo og stak af til fods. Det lykkedes de eftersættende betjente at pågribe den unge fyr, der havde siddet på passagersædet, mens hans jævnaldrende kammerat i førersædet undslap. Politiet er dog klar over, hvem han er, og han vil formentlig kunne anholdes i løbet af kort tid sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed. Desuden har han overtrådt alle paragrafferne om at køre bil uden kørekort, brugstyveri og uforsvarlig kørsel i almindelighed. Drengen på passagersædet er løsladt igen, og politiet fastslår i den forbindelse, at den unge mand ikke var beruset. I øvrigt forulykkede en patruljevogn i forbindelse med jagten på de unge biltyve. Ingen af betjentene kom dog noget til, mens patruljevognen blev ilde tilredt.