Politichef afviser urent trav i rumænersag

Chef for indbrudsgruppe afviser kritik fra advokat om politiets brug af rumæner i dansk efterforskning.

1. maj 2014 15:56

Politiets særlige indbrudsgruppe Task Force Indbrud (TFI) er gået over stregen i efterforskningen af en sag mod seks rumænere, som onsdag blev idømt strenge straffe i den såkaldte Sixpacksag ved Retten i Lyngby.

Sådan lyder kritikken fra forsvarsadvokat Peter Trudsø, men politiinspektør Karl Erik Agerbo, der er leder af Task Force Indbrud, afviser kritikken.

Sagen drejer sig om en rumænsk politimand i Danmark - en såkaldt forbindelsesofficer - som har bistået TFI i forbindelse med sagen. Ifølge Peter Trudsø er det problematisk i forhold til retsplejeloven, som skal sikre, at kun dansk politi står for efterforskningen i Danmark.

Men ifølge Karl Erik Agerbo har forbindelsesofficeren alene haft en praktisk rolle i kontakten med de seks rumænere.

- Der har ikke været tale om afhøringer. Som jeg har forstået det, så har forbindelsesofficeren bidraget med det praktiske, blandt andet i forbindelse med optagelse af fingeraftryk og dna, siger Agerbo til Ritzau.

- Og så har han været med i forbindelse med, at de sigtede skulle påvise nogle gerningssteder, fortæller politiinspektøren.

Advokat Peter Trudsø sagde efter dommen over de seks i sixpacksagen onsdag, at TFI's fremgangsmåde efter hans opfattelse er på kant med retsplejeloven.

- Ifølge retsplejeloven er det dansk politi, som efterforsker sager i Danmark. Her har vi at gøre med en forbindelsesofficer, som har afhørt dem på rumænsk og kommunikeret med de danske betjente på engelsk, lyder det fra Peter Trudsø.

Politiafhøringer af udlændinge foregår normalt på den måde, at en dansk politimand afhører den tiltalte via en godkendt tolk, og fraværet af en tolk er ifølge Trudsø et problem.

- Vi kan ikke være sikre på, at der er blevet oversat korrekt, og vi ved heller ikke, om de er blevet gjort bekendt med deres rettigheder som sigtede, siger advokaten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...