Politichef erkender svigt hos Hjørring Politi

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg erkender, at der stadig fire-fem år efter Hjørring-sagen fortsat er uacceptable gnidninger i dele af medarbejderskaren.

Men nu skal problemerne endegyldigt løses, og tolerancetærsklen vil fremover være meget lav. - Efter fire år må man stadigvæk konstatere, at der er nogle problemer. Så er man mere utålmodig. Så strammer man tonen i forhold til alt og alle. Jeg tror, at der er fuld enighed om, at nu gælder det om at holde tungen lige i munden, siger rigspolitichefen. Han påpeger, at man ikke kan diktere, at ingen må have mindre sympatiske følelser for hinanden, men understreger: - Det må de altså holde for sig selv. Det må ikke gå ud over den måde, de agerer på, når de sidder ved det samme bord, mødes på gangen eller behandler sager. Der må man opføre sig pinligt korrekt.