Politichefen uden de store armbevægelser

Politi 18. december 2009 05:00

¤Ivar Boye, fhv. chef for rigspolitiet, fylder i dag 80 år. Navnet på politiets øverste chef gennem 19 år blev ikke hvermandseje. I stedet arbejdede Ivar Boye diskret på en loyal betjening af skiftende justitsministre og på at sikre, at danskerne kunne være trygge ved ordensmagten. Den københavnske officerssøn stod i lære hos den navnkundige departementschef i Justitsministeriet Niels Madsen efter den juridiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1954. I ministeriet, hvor Ivar Boye var ministersekretær i fire år, avancerede han og blev afdelingschef, før han i 1980 fik posten som rigspolitichef. Her sad han indtil pensioneringen i 1999. Kun sjældent har han optrådt i medierne med udtalelser. Han kunne sagtens leve uden rampelyset. Men omvæltningerne var store, og kravene til politiet blev kraftigt forøget. Midt i 1990'erne skulle indsatsen måles på alle leder og kanter, og Ivar Boye måtte i årsberetninger skrive om blandt andet omstillingsparathed og andre nye begreber. Efter pensioneringen blev han hvirvlet ind i undersøgelsen af politiets håndtering af eks-rockeren Dan Lynge. Til en kommission forklarede han, at han havde modtaget et notat om Lynge, og at han mente at have givet det videre til Justitsministeriet. Men det kunne departementschef Michael Lunn ikke huske noget om. Ved siden af posten i rigspolitiet har Ivar Boye i en årrække været medlem af Det Kriminalpræventive Råd. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...