Politidirektør vil af med døgnbemanding

Der kan flyttes folk fra kontoret og ud i patruljevogne, men byrådet takker nej til at lukke døgnbemanding i Frederikshavn.

Politi 27. december 2010 07:50

Nordjyllands Politi ønsker at nedlægge døgnbemandingen på politigården i Frederikshavn fra 1. august 2011. Det fremgår af et brev, som politidirektør Elsemette Cassøe har sendt til byrådet i Frederikshavn. Sagen skal drøftes på et kredsråd i januar, hvor borgmester Lars Møller deltager. Men politidirektøren kam godt glemme alt om at nedlægge døgnbemandingen, lyder tilbagemeldingen fra politikerne i Frederikshavn. De frygter, at lukningen vil betyde, at der på sigt fjernes ressourcer fra politiet i Frederikshavn. Bundet til stationen Sådan er det ikke tænkt fra politidirektørens side. - De cirka otte politiårsværk, som Lokalpoliti Frederikshavn anvender på døgnbemandingen kan bruges væsentligt bedre, hvis de ikke er bundet til stationen i aften og nattetimerne, skriver hun. De otte årsværk skal i stedet bruges på gaden i form af patruljering og andet trygheds-skabende arbejde. De otte årsværk, der er blevet brugt på at bemande stationen døgnet rund, vil forblive i Frederikshavn. - Lokalpoliti Frederikshavn vil fortsat hele døgnet foretage patruljekørsler med udgangspunkt i stationen i Frederikshavn, lover politidirektøren. Få sene henvendelser Baggrunden for udmeldingen er at erfaringen har vist, at politistationen ikke får ret mange personlige henvendelser i aften og nattetimerne. Skønsmæssigt 1-2 pr. vagt. Tiden går i stedet med at besvare 114-opkald fra hele politikredsen, som ofte viderestilles til vagtcentralen i Aalborg. Desuden passer betjentene Vendsyssels eneste detention, som ligger på politigården i Frederikshavn. I følge deres øverste chef foretager politifolkene ikke afhøringer i aften og nattetimerne, og de har heller ikke mulighed for egentlig effektkiv sagsbehandling, fordi deres opgave er at tage imod henvendelser fra borgerne. - Ring til Aalborg Hun mener, at de få borgere, der henvender sig udenfor almindelig åbningstid, kan ringe på en dørtelefon, som går videre til Vagtcentralen i Aalborg. Her fra kan man så sende den nærmeste patruljevogn til stedet. Døgnbemandingen i Frederikshavn er en del af politireformen, og hvis den skal ændres skal den godkendes af de partier, der stod bag politireformen. Derfor håber Elsemette Cassøe, at det bliver et enigt kredsråd, der bakker hende op, så politikerne godkender tiltaget. Det har de tidligere gjort, da man i efteråret 2010 nedlage døgnbemandingen på stationerne i Horsens, Vejle og Kolding.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...