Politieskorte til brandfolk

Redningsvæsen 10. oktober 2006 06:00

ÅRHUS: Det kræver en indsats fra både forældre, skoler, politi og andre myndigheder at få stoppet en gruppe unges stenkast mod brandfolk i Brabrand. Det siger politiinspektør Morten Anker Nielsen i Århus Politi, efter at politiet nu fast eskorterer Falck og Århus Brandvæsen ud til opgaver i området. - De skal tænke sig godt om. Det, de laver, ødelægger integrationsindsatsen, siger politiinspektøren. Han anslår, at godt en halv snes drenge står bag balladen. - Vi skal have forklaret dem, at det er farligt, og at nogen kan dø af det, siger han og fremhæver, at kriminaliteten i Brabrand ellers er faldet drastisk. I Århus Stiftstidende er der gisninger om, at weekendens ballade skyldes nyheden om Dansk Folkepartis Ungdoms forhånelse af profeten Muhammed. Det tror Morten Anker Nielsen ikke på og henviser til, at der hen over sommeren har været flere lignende episoder. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...