Politiet afgiver 33 mand i næste uge

Hjørring Politi bidrager til sikkerheden ved EU-møder

Politi 12. september 2002 08:00

HJØRRING: De mange EU-møder i København i denne tid opsuger mange betjente fra provinsen. Når et af de store topmøder holdes i næste uge, ryger der ikke færre end 33 mand afsted fra Hjørring Politikreds, heraf langt de fleste fra hovedstationen i Hjørring. Af de 33 betjente må kriminalpolitiet afgive ca. en tredjedel. Når man tænker på, at afdelingen på 2. sal i Br. Seidelinsgade består af 20 mand, er der skåret voldsomt ind til benet: - Jeg er endnu ikke klar over, om jeg skal afgive otte eller 12 mand, siger lederen af kriminalpolitiet, Henri Gade. Men det er et voldsomt indhug. Og med færre hænder betyder det, at prioriteringen bliver hårdere. Vi har nogle sager, som vi kalder: "Ligger i bero". Det er sager, som vi efterforsker, men som vi somme tider lægger ned i skuffen, når vi ikke kan komme videre. Disse sager vil blive prioriteret endnu mindre, men vi vil forsøge at give borgerne al den service, som vi kan. - Vi vil fortsat tage imod alle anmeldelser, og der er intet, der smides væk. Men der er altså sager, som vil tage længere tid, siger kriminalinspektøren. Ingen ballade Mens kriminalpolitiet er hårdt ramt, står det ikke slet så galt til hos ordenspolitet, hvis man skal tro lederen her. Det er politiinspektør Kurt Bech-Madsen, der siger: - Det ser ikke så slemt ud, som vi havde troet. Trusselsbilledet er afdæmpet betydeligt - i og med der ingen ballade har været endnu. Det betyder, at vort daglige beredskab kører, som om intet er hændt. Tingene kan hænge sammen, og der kan endda blive enkelte fridage til betjente, der gerne vil have det, siger Kurt Bech- Madsen. - Vi kan ikke undgå overarbejde. Det er op til de enkelte betjente, om de vil have afspadsering eller udbetalt penge. Langt de fleste vil have det sidste, siger Kurt Bech-Madsen, der oplyser, at alle nærstationerne i politikredsen vil holde åbent som sædvanlig: - Vi havde ellers i tankerne at lukke ned på enkelte tidspunkter, men det bliver ikke aktuelt. Vi havde også under overvejelse at gå over til 12 timers tjeneste, men det bliver sandsynligvis heller ikke nødvendigt, siger lederen, der fortsætter: Mest bevogtning - Jeg håber ikke, at vi kommer for langt tilbage med sagsbehandlingen, men selvfølgelig kan det mærkes, når vi skal afgive en snes mand i næste uge. Den helt store hurdle vil finde sted omkring det egentlige topmøde i Bellacentret i midten af december, men jeg regner med vi kan yde den service, som vi plejer, siger Kurt Bech- Madsen. Det er nu en måneds tid siden, EU-møderne tog sin begyndelse i København, og helt frem til midten af december skifter jyske betjente arbejdspladsen ud med den københavnske asfalt. Arbejdet består først og fremmest i bevogtningsopgaver på hoteller og centre. Men der er også betjente, der er involveret i de mobile indsatsdelinger. Det er mest yngre betjente, der har været på specialkursus, der klar til at rykke ud til gadeuorden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...