Politiet afslører kokain hos bekendte til bandeledere

15 kilo kokain og en pistol er fundet i forbindelse med en aktion mod kriminel gruppe, siger Task Force Øst.

Ritzau
Kokain Foto: Free/Www.colourbox.com
1. juli 2016 14:23

15 kilo kokain, halvandet kilo heroin, en pistol og næsten en million kroner.

Det står på bundlinjen efter politiets aktion mod nogle mænd, som angiveligt har tætte forbindelser til ledende figurer i bandemiljøet.

Fire stilles for en dommer i Glostrup fredag eftermiddag, oplyser politiet. Her vil en anklager bede om varetægtsfængsling.

Sagen er efterforsket af en specialgruppe, som undersøger kriminalitet blandt rockere og bandemedlemmer.

- Der ligger en lang og udfordrende efterforskning forud for disse anholdelser, siger politiinspektør Flemming Madsen fra Task Force Øst i en pressemeddelelse.

De anholdte har "tætte relationer til toneangivende medlemmer af bandemiljøet i København," mener politiet.

Politiinspektøren vil dog ikke kommentere oplysninger om, at der er forbindelse til banden Loyal to Familia.

- Politiet har gennem det store beslag påført gerningsmændene et stort tab og dermed besværliggjort det kriminelle netværks fremadrettede aktiviteter på området, udtaler Flemming Madsen.

De anholdte er i alderen fra 28 til 49 år. En er serbisk statsborger uden bopæl i Danmark, mens de andre bor på den københavnske vestegn.

Stoffet er fundet dels på bopæle og dels i biler.

Aktionen med anholdelserne fandt sted torsdag, da der blev indført stof til Danmark.

I alt er der fundet lige under en million kroner i dansk og udenlandsk valuta, oplyser politiinspektøren.

Han fortæller desuden, at også politifolk i udlandet har arbejdet med sagen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...