Politiet afslører kokain hos bekendte til bandeledere

15 kilo kokain og en pistol er fundet i forbindelse med en aktion mod kriminel gruppe, siger Task Force Øst.

Ritzau
Kokain Foto: Free/Www.colourbox.com
1. juli 2016 16:31

15 kilo kokain, halvandet kilo brun heroin, en pistol og næsten en million kroner.

Det står på bundlinjen efter politiets aktion mod en gruppe mænd, som angiveligt har tætte forbindelser til ledende figurer i bandemiljøet.

Fredag eftermiddag har en dommer i Glostrup valgt at varetægtsfængsle de fire mænd frem til 28. juli.

Personerne er sigtet for som led i organiseret handel med narkotika i forskelligt omfang at have indsmuglet, modtaget og videreoverdraget de mange kilo narko.

Alle fire nægter sig skyldige.

Sagen er efterforsket af en specialgruppe, som undersøger kriminalitet blandt rockere og bandemedlemmer.

- Der ligger en lang og udfordrende efterforskning forud for disse anholdelser, siger politiinspektør Flemming Madsen fra Task Force Øst i en pressemeddelelse.

De fængslede har "tætte relationer til toneangivende medlemmer af bandemiljøet i København," mener politiet.

Politiinspektøren vil dog ikke kommentere oplysninger om, at der er forbindelse til banden Loyal to Familia.

- Politiet har gennem det store beslag påført gerningsmændene et stort tab og dermed besværliggjort det kriminelle netværks fremadrettede aktiviteter på området, udtaler Flemming Madsen.

De anholdte er i alderen fra 28 til 49 år. En er serbisk statsborger uden bopæl i Danmark, mens de andre bor på den københavnske vestegn.

Stofferne er fundet dels på bopæle og dels i biler.

Aktionen med anholdelserne fandt sted torsdag, da der blev indført stof til Danmark.

I alt er der fundet lige under en million kroner i dansk og udenlandsk valuta, oplyser politiinspektøren.

Han fortæller desuden, at også politifolk i udlandet har arbejdet med sagen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...