Politiet anholder 20 personer i forbindelse med Distortion

Ifølge Københavns Politi har 80.000 feststemte Distortion-gæster opført sig fornuftigt onsdag aften.

Distortion 2017. Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard

Distortion 2017. Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard

Københavns Politi oplyser, at 20 personer er blevet anholdt i forbindelse med gadefesten Distortion, der blev afholdt onsdag på Nørrebro i København.

Politiet har været massivt til stede hele onsdagen og har haft en helikopter svævende over bydelen. Københavns Politi vurderer, at der har været 80.000 mennesker til festen.

- Overordnet set har det været en fornuftig afvikling, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Anholdelserne af de 20 personer er sket ud fra en lang række af straffelovens bestemmelser.

- Det er alt fra brugstyveri, én der var eftersøgt i Holland, nogle er anholdt for forsøg på befrielse af en anholdt, og så er der noget kvalificeret vold.

- Og så fik vi øje på en, der var eftersøgt for noget vold i forbindelse med den Brøndby-FCK-kamp, der blev spillet for nylig. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og så fik vi fat i ham, siger vagtchefen.

- Der er ingen af anholdelserne, der må beskrives som værende i den grove ende, oplyser han.

Han oplyser derudover, at politiet har langet bøder ud til 13 personer, der tissede på gaden til festen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.